Storytelling af Rose Blossom

HISTORIEN OM KONG KRISTTJØRN OG HANS BROR, KONG EG

En gang for meget længe siden var der to brødre, der begge to var konge over den samme rige. Den yngste bror bar en krone lavet af egeløv, mens den ældste brors krone var lavet af blade fra kristtjørnen. At den ene bror blev kaldt Kong Eg, og den anden Kong Kristtjørn var derfor ikke så mærkeligt. I bund og grund holdt de to brødre rigtig meget af hinanden, men alligevel var der noget de slet ikke kunne blive enige om. Det resulterede i, at de skændtes ustandseligt. De kunne nemlig slet ikke blive enig i, hvordan landet skulle regeres. Den yngste bror mente, at der hele tiden skulle være godt med varme og masse af sol, mens den ældste bror mente, at man vil få mere ud af det, hvis det var mørkt og koldt.

En dag, da solen i rigtig lang tid havde stået højt på himlen, kom Kong Kristtjørn i tvivl om den nogen sinde vil forsvinde. Måske bliver det aldrig nogen sinde igen nat, tænkte han, og så blev han så irriteret over alt det lys og varme, at han trak sit sværd og gik til angrib på sin bror. Det blev en heftig kamp, og måske var Kong Kristtjørn ikke var klare over hvor meget styrke han besad fordi, efterhånden som tiden gik, mistede hans lillebror mere og mere kraft. Til sidst var Kong Eg sygnet så meget ind, at man næsten ikke kunne få øje på ham. Han så helt visnet ud. Da gik det op for Kong Kristtjørn, hvor meget han savnede al den livsglade Kong Eg plejede at fylde verden med, og det fik ham til at længtes efter sin energifyldte lillebror. Hans længsel var så stor, at en dag råbte han lige så højt han kunne, ”Kong Eg må ikke dø! Hjælp mig!”

Omgående stod der en ældgamle kvinde lige foran ham.

”Jeg skal nok tage mig af din bror”, sagde hun, ”men det betyder, at nu bliver du nødt til at regere landet, helt alene”. Så tog hun Kong Eg i sin favn, og forsvandt i et hul i jorden. Fra den dag af blev nætterne længere og længere og fordi solen næsten ikke skinnede, blev det meget kold – så koldt, at det begyndte at sne. De fleste planter og dyr var nu forsvundet fra jordens overflade, og dem der var tilbage havde svært ved at finde føde.

Som tiden gik, blev Kong Kristtjørn mere og mere klar over, at i en verden hvor der ingen varm og lys er, vil ingenting nogensinde være i stand til at genopstå. For hver dag der gik blev han derfor mere og mere ked af det, og nu længtes han så meget efter sin energifyldt og livsglad lillebror. Dybt ned under jorden, i den gamle kvindes favn, forstod Kong Eg også noget nyt. Han forstod, at hvis han var bleven ved med at brænde sit lys i begge ender, var han til sidst bleven så udbrændt, at han ikke havde været til gavn for nogen.

En dag – en dag hvor solen virkelig havde svært ved at komme op over horisonten – stod den ældgamle kvinde igen foran Kong Kristtjørn. Ved hendes side stod Kong Eg. Kong Kristtjørn kunne næsten ikke genkende sin bror. Han lignede den ung vitale mand Kong Kristtjørn huskede fra deres ungdom.

”Fra nu af”, sagde den vise, gamle kvinde, ”skal I to skiftes til at regerer jeres land. Halvdelen af året bliver det din tur, Kong Eg, og når du regerer, bestemmer du suverænt hvor meget solen skal skinne. Ligeledes når du regerer, Kong Kristtjørn, er det dig der bestemmer, hvor meget kulde der skal til. Men væsentligste af alt er, at I begge to har forstået, at hver for sig er I svag. Kun når I giver hinanden plads til at være præcis sådan som I nu engang er, bliver I stærk. Jeres land har nemlig brug for jer begge to”.

Og sådan blev det! Når Kong Eg regerer, kaldes det for den lyse tid, og når Kong Kristtjørn regerer, kaldes det for den mørke tid.

Hvor er vi bare heldig, vi jordmennesker, at de to brødre kom op og skændtes. Og endnu mere heldig, at den vise, gamle kvinde – Moder Jord – viste lige præcis, hvad der skulle til for at alt og alle igen kunne komme til at trives.